Løbbindingskursus med Anne Birgitte Beyer

Lørdag d. 12. og søndag d. 13. september 2020

Denne gang prøvede vi at holde kursus på VÆRFTET i Holbæk, da vi ikke vidste om vi kunne bruge lokalet på Stenhusvej p.gr.a. cororna-situationen. Det fungerede fint! Der var masser af plads – både til en inspirationsudstilling med Anne Birgittes flotte krukker, til materiale i lange baner og til at vi 8 deltagere kunne sidde med god afstand.

Emnet for vores arbejder var denne gang ”Rulletekster”. Vi arbejdede med den samme opskrift, men med forskellige farver og materialer, så vi sluttede kurset med en udstilling af meget forskellige fine krukker.

Jeg tror de fleste af os fik mod på at prøve igen. Med Anne Birgittes rolige og professionelle hjælp fandt vi jo ud af, at det faktisk ikke er så svært som det ser ud at binde en sig en dekorativ brugsgenstand!

Agnete Seidelin

Møde på Stenhusbakken d. 2.9.2020

Så kom endelig dagen hvor vi igen fik lov til at komme ind på Stenhusbakken. Det var rigtig dejligt. Vi var 15 fremmødte, her i blandt et nyt medlem. 

Der var fra starten en rigtig god stemning. Vi tog en runde hvor vi viste hvad vi hver især havde lavet i årets løb og navnlig under corona-krisen. Det var muntert, interessant og inspirerende. Herefter var der kaffepause og almindelig hyggesnak.

Vi sluttede af med at fordele de indkomne arbejder til biblioteksudstillingere. Det var lidt svært, for der var ikke kommet så meget som vi havde håbet på. Det har sikkert noget at gøre med den kommende jubilæumsudstilling, muligvis er der også andre end mig der ikke har kunnet drage den fulde nytte af den megen extra tid grundet corona, fordi vi har været negativt påvirket af hele situationen. Det er dog mit indtryk at vi, der har stået for biblioteksudstillingerne, har fået nogle udstillinger vi er godt tilfredse med.

Ingelise Ethelberg

Foredrag ved Vivian Høgsbro

Så kom den aften med Vivian Høgsbro, som jeg havde glædet mig til, og som jeg havde holdt fast i trods rigtig mange andre punkter på programmet i den uge. Det kom jeg ikke til at fortryde. Det blev en aften med en meget inspirerende strikker. Vivian fortalte om strikketraditioner i Danmark gennem flere generationer og pointerede at vi har rigtig god grund til at være stolte af vores strikkende formødre, de kunne noget. Det er vores ansvar at værne om og  videreudvikle disse traditioner, og at prøve at påvirke fremtidige generationer til at gøre ligeså.

Vivian havde et hav af modeller med, i alle regnbueslips farver. Hver enkelt ting i nøje sammensatte farver og mønstre så det færdige resultat fremstår roligt og harmonisk. Hun kom med ideer til hvordan man kunne skabe sine egne mønstre ved at blande de forskellige mønstre, lave små og store forandringer i allerede eksisterende mønstre, bruge farverne på nye måder. Hertil er hendes sidste nye bog, Strikkebog – strik fra før og nu, en fantastisk hjælp i dens opbygning med mange forskellige mønstre, primært skabt ved brug af ret- og vrangmasker, men også huller, snoninger, drejede masker osv. Et regulært opslagsværk. Sidste halvdel af bogen har så opskrifter som eksempler på hvordan tingene kan mixes.

Alt i alt en dejlig aften, med en inspirerende og veloplagt foredragsholder og en rigtig hyggelig stemning blandt publikum. Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang med nye strikkeopgaver, men måske først når jeg er blevet færdig med de 6-7 ting der allerede er undervejs.

Og husk det nu:
VI HAR AL MULIG GRUND TIL AT VÆRE STOLTE AF VORES STRIKKENDE FORMØDRE.

Ingelise Ethelberg

Kursus i brikvævning ved Ulla Gerner

Et kursus jeg så frem til med store forventninger.  Så kan man nemt blive skuffet, men det blev jeg ikke, tvært imod, det levede fuldt ud op til forventningerne, og endda en hel del mere.

Vi var 13 deltagere og stemningen var fra starten glad og forventningsfuld. Vi startede med morgensamling over en kop kaffe/te og et oplæg fra Ulla, der øste af sin store viden på området, så man blev helt firkantet i hovedet. Så kom vi igang. Vi var på mange forskellige niveauer, lige fra bar bund til øvet med flere års erfaring. Vi fik alle et stort udbytte. Ulla gik rundt og hjalp efter vores behov, og det hele foregik i absolut ustresset og roligt tempo, en flot præstation fra Ullas side at tilgode se så forskellige behov ( jeg har selv mere end 30 års undervisningserfaring, så jeg ved hvad jeg snakker om). Der var også en stor del “learning by doing” men under kyndig vejledning, lidt af en præstation at få sådan en kontrol - nørd som mig til at gå med på den vogn, og så endda få noget ud af det, det var en rigtig god oplevelse.

Ind i mellem den meget livlige snak, til vores flittige hænders arbejde, blev der helt musestille af dyb koncentration. Et meget lærerigt, fantastisk inspirerende og hyggeligt kursus. Vi er flere der gerne vil have et videregående kursus, når vi har haft tid til at blive dus med det vi fik lært. Jeg er absolut ikke ene om at sige at der var nogle brikker der faldt på plads, måske ikke altid på den forventede plads, men dog “på plads”.

Tak til alle der skrev en kommentar på det fremlagte ark, jeg håber jeg har fået det hele flettet ind på tilfredsstillende vis.

Ingelise Ethelberg.

Se billeder fra dagen her: Brikvævningskursus